Drejervej
Den nye bebyggelse på Drejervej tager udgangspunkt i den overordnede transformation af området, der er lagt op til i Lokalplanen for området.
Kategori: Boliger
Bygherre: Wonderwall Ejendomme ved Jesper Uttrup
Beliggenhed: Københavns Nordvestkvarter
Bruttoareal: ca. 5.000 m2
År: 2021-2023
Status: Afsluttet
Team: Holscher Nordberg Architecture and Planning, Masu Planning Aps, Oluf Jørgensen A/S, Dyrlund Sørensen A/S
For at tilpasse sig områdets karakter med små erhverv og værkstedsgårde, er bebyggelsen udformet som tre længebygninger, der med åbne hjørner skaber sammenhæng mellem gaden og det grønne gårdrum. Længebygning ud mod Drejervej indeholder hotellejligheder, mens de to øvrige længer er familieboliger.
Stueetagen og gårdrummet er hævet 80 cm over gadeniveau. Hjørnet mod Drejervej er udformet med et trappeanlæg, der vender ud mod den lille plads. Trapperne kan benyttes til ophold og markerer overgangen fra det offentlige byrum og det private gårdrum.
Bebyggelsens volumen består af længer i henholdsvis fire, fem og seks etager med udnyttet tagetage. Tagene er delt op i en serie af tagterrasser i forskellige størrelser mellem taghusene. Tagterrasserne er fælles og rummer dyrkningsmuligheder og drivhuse, der øger områdets biodiversitet. De høje tage rummer lejligheder i to etager, med udgang til tagterrasserne. På tagene etableres begrønning i form af sedum.
Facader og gavle er beklædt med murværk i rødgule nuancer. For at skabe rytme i facaderne er udvalgte lodrette partier udført med relief i murværket, så fladerne får et facetteret skyggespil. Da længerne står med synlige gavle er murværket også her udført med relief og begrønning. De vinklede tagflader er beklædt med metalplader med skyggenot.
Vinduesrammer udføres i rødbrun træ/alu, mens altaner udføres i lys grå fiberbeton. Ved at anvende højstyrkebeton og et værn af fladstål kan dimensioner minimeres, så udtrykket er let mod de tunge murede volumener og samtidig skaber et fint skyggespil.
Bebyggelsen rummer 66 boliger, der varierer i størrelse fra ca. 60 til 120 m2 og har fra to til fem værelser. Dette sikrer en varieret beboersammensætning med både unge, børnefamilier og seniorer, som medvirker til at understøtte den sociale bæredygtighed.
Drejervej henter inspiration i en tidløs arkitektur og vil kunne leve op til sit oprindelige formål i mange år fremover, eller gentænkes i forhold til fremtidige ændrede behov.
Bebyggelsen er opført efter velgennemprøvede byggemetoder, og med anvendelse af traditionelle og holdbare byggematerialer, der har minimale krav til vedligehold og som patinerer smukt.
Gårdrummet er et rekreativt og centralt mødested for beboerne. Gårdrummet består af grønne græsflader kantede af let forhøjede trædæk med mindre træer samt faste træbænke med højbede, der danner læ og skaber mindre opholdssteder for beboerne.
Højbede beplantes med hjemmehørende buske, høje staudegræsser og blomster, samt enkelte birketræer og fuglekirsebær.